Da jeg var 16 år blev jeg smidt af en hest, og kom til skade med ryggen.
Jeg lå i 10 (uendeligt lange!) minutter på jorden, hvor vi troede, at jeg havde brækket ryggen, fordi jeg ikke kunne mærke eller bevæge mine ben.
Følelsen vendte heldigvis tilbage, inden ambulancen kom, og ved røntgen kunne lægerne konstatere, at jeg ikke havde pådraget mig nogle brud. Jeg havde fået et meget grimt slag, og skadet ét af de store ledbånd, som holder korsbenet sammen med bækkenet.
Jeg havde SÅ ondt i ryggen – i lang tid!
Men når man så på mig, kunne man ikke se, at jeg havde ondt i ryggen. Til gengæld kunne man se, at jeg haltede forfærdeligt på det venstre ben. Det skyldtes, at når jeg lagde vægt på benet, så gjorde det ondt i ryggen. Jeg var altså ”halt” af RYGsmerter.
Nu var jeg heldigvis i stand til at fortælle min læge, at mine smerter kom fra min ryg - ikke fra benet. Jeg blev henvist til terapi med fokus på ryggen.
Efter 2 måneder kunne jeg gå nogenlunde igen – efter 6 måneder haltede jeg kun svagt – og efter 1 år (!) var jeg endelig ”haltfri”.
Havde jeg nu IKKE kunnet fortælle nogen, at mine smerter kom fra ryggen, ville lægerne uden tvivl have undersøgt mit ben, fordi jeg haltede. De ville have kikket hele mit ben igennem – og konstateret, at benet ikke fejlede noget. Uanset hvilket led de undersøgte, fotograferede, eller scannede. Uanset hvilket ledbånd, sene eller muskel, de mærkede på.
For mit ben fejlede jo ingenting. Det var min RYG, der var problemet.
Denne problemstilling står mange hesteejere med. Deres hest er halt – men benet/benene fejler ikke noget. Selvom benene er undersøgt fra inderst til yderst, er der ikke blevet fundet en årsag til haltheden. Det kan være yderst frustrerende, bekymrende og usikkert – for når man ikke kan finde årsagen, kan man jo heller ikke hjælpe.
Misforstå mig ikke: Hvis din hest bliver halt, bør og skal hestens dyrlæge konsulteres først!
Men hvis dyrlægen ikke kan finde en årsag til din hests halthed, så lad være med at tabe modet. Tilkald en dygtig terapeut, og se, om haltheden kan spores tilbage til en problemstilling et andet sted i hestens krop – og dermed afhjælpes.
Jeg har mange eksempler på kundeheste, som er blevet rengående, uden at vi på noget tidspunkt har adresseret benene - men kun har haft fokus på kroppen. Fx
- Én med dårlige bagknæ, som gør den halt på højre forben – men som er rengående, så længe den regelmæssigt får løsnet op for sine kompensationsspændinger
- En anden som holdt op med at halte på venstre bagben, da rytteren begyndte at ride den uden næsebånd
- En tredje, som efter en rygskade, bliver ustabil på højre bagben, hvis den ikke kontinuerligt trænes/afbalanceres
- En fjerde som var halt på venstre forben, fordi sadlen var for smal og klemte den bag skulderen
- Andre som er blevet rengående, efter de har fået inkluderet bomarbejde, gymnasticering eller skovture i deres træning – eller hvor rytteren selv har fået terapi.
Hestens krop er forbundet fra mule og til hale, og alle strukturer påvirker hinanden på kryds og tværs.
Så står du med en hest, som er ”uforklarlig” halt, så tab ikke modet. Undersøg resten af hesten. Årsagen er der et sted. Og du skal nok finde den, hvis du bare leder videre.
You’ve got this! :)
De allerbedste hilsner Mette