Nogle af de sætninger folk (velmenende) har sagt til mig igennem tiden, er:
”Er din hest ikke snart 5 år? Og den er ikke tilredet endnu?”
”Står du nu og longetræner igen? Skal du aldrig ride?”
”Nu har din hest snart været tilredet i 3 måneder – hvorfor er du ikke begyndt at tölte endnu?”
Du har garanteret også nogle sætninger, som du er blevet mødt af, eller selv har lavet i dit hoved. Man bliver nemt påvirket af menneskene eller "den generelle holdning" omkring sig.
Det er så let at komme til at føle sig "forkert", eller få dårlig samvittighed, fordi man ikke udvikler sig "hurtigt nok" ifølge andres mening.
Når det sker for mig, så husker jeg, hvad en klog kvinde engang sagde:
"Din retning er vigtigere end dit tempo."
Så længe JEG ved, at jeg og min hest bevæger os fremad - så er der altså ikke noget, vi skal nå til et bestemt tidspunkt. Der er ingen tidsfrister, ingen deadlines, ingen forventninger.
Der er KUN mine ønsker – vores mål.
Og det er ikke vigtigt, hvornår vi når disse mål. Det vigtigste er, at vi er på vej, nyder processen og nyder vores fremskridt. For vi skal nok nå derhen.
Derfor vil jeg gerne sige til dig:
- Det er HELT okay, hvis din hest først bliver tilredet, når den er 6 år – eller først bliver gangsat, når den er 8
- Det er HELT okay, hvis du kun kan træne/ride din hest 1 eller 2 gange i ugen
- Det er HELT okay, hvis I aldrig kommer til at ride stævner
- Det er HELT okay, hvis I stadig træner den samme øvelse, som I gjorde for 2 måneder siden
- Det er HELT okay, hvis I har et - eller mange - mål, I endnu ikke har nået
Hverken du eller din hest SKAL kunne noget bestemt på et bestemt tidspunkt i jeres liv.
Det eneste I SKAL, er at have det sjovt, nyde tiden sammen, og glæde jer over jeres fremskridt. Uanset om de er store eller små. Om de kommer hurtigt eller langsomt.
Glem forventningerne – både dine egne og andres.
Husk, at både du og din hest kan vokse, udvikle jer, og lære nye ting igennem HELE livet.
Så hold målet for øje. Bliv ved med at arbejde i den ”rigtige retning”.
Nyd din hest. Nyd rejsen. I skal nok nå det. Jeg tror på jer!
De allerbedste hilsner Mette